GENERALFORSAMLING

ASSERBOHUS GRUNDEJERFORENING

TILBAGE til forsiden

Formandens beretning 2019
Igen i år kan jeg på vegne af grundejerforeningen sige velkommen til et antal ny medlemmer. Jeg
håber alle vil arbejde for at opretholde den væsentligste kvalitet ved området, at det har
plantagepræg og er roligt for øjne og ører, sådan som vore servitutter og lokalplanen foreskriver.
Som bekendt har bestyrelsen indgivet flere klager over Halsnæs kommunes dispensationer fra
lokalplanens bestemmelse og maksimal byggegrad på 10% til de 15% som gælder i
sommerhusområder uden regulering. Det er en meget lang historie, som begyndte i 2014 og formelt
men ikke reelt fortsætter. Det vil sige, at der ikke er endelig afgørelse. Her 13. marts 2019 fik jeg
endnu et brev fra Planklagenævnet, som er ved politisk beslutning rykket til Viborg. Flytningen har
givet så meget kaos, at nævnet med det samme varsler et nyt brev med endnu en udsættelse i
efteråret.
I mellemtiden er lokalplansområdet bebygget med i alt 3587 m² udlejningshuse på de 24412 m²
grund. Det bliver næppe ført tilbage.
Derfor er grundejerforeningen udfordret med vedligeholdelse af vejene, som bliver slidt i langt
større grad end nogensinde tidligere. Asserbohusvej fra Møllevangsvej og frem til Skånstrømsvej er
med asfalt, men har længe trængt til grundlæggende renovation, som har været udsat på grund af det
omfattende byggeri. Nu er tiden moden.
Næste stykke af Asserbohusvej frem til Mostergårdsvej er grusvej., ligesom sidstnævnte. De
vejstykker holder dårligt til sliddet fra alle lejerne, der kommer året rundt. Det vil være oplagt at få
de relevante vejstykker belagt med asfalt. Herved bliver vedligeholdelsen overkommelig i en
længere årrække, og støvgenerne for de omkringboende minimeret.
Men hvordan skal skal dette arbejde financieres? Hvem skal betale? Det er der sikkert flere
meninger om, end der er stemmeberettigede i grundejerforeningen. Bestyrelsen håber på
generalforsamlingen at kunne fremsætte forslag om opgradering af vore veje og tilhørende
financiering.
Januar indløb en nabohøring om opførelse af en ny 43 m høj sendemast tæt ved Asserbohusvej.
Høringssvarenes opfordring til at finde anden placering valgte kommunen som ventet at overhøre.
Det er efter al sandsynlighed (jf 2. afsnit) nyttesløst at klage, hvorfor bestyelsen ikke har brugt tid
og penge på dette.
Og så til de mere rare informationer. Det nu etablerede system til indsamling af grenaffald fungerer
godt i samarbejde med vognmanden. Og jeg synes, at de arbejder vi har fået udført på vejene har
været ganske tilfredsstillende. Begge dele til en meget fornuftig pris.
Nogle at ejerne af udlejningsejendommene har forsøgt at beplante. Det tørre 2018 har givetvis
kostet nogle nyplantninger. Jeg håber den gode vilje fortsætter, og breder sig til de øvrige udlejere.
Bestyrelsen har været i kontakt med Feriehusudlejernes Brancheforening. Det har mundet ud i en
husorden til lejerne, samt et telefonnr. vi kan ringe til, hvis vi har akut brug for at komme i kontakt
med udlejer(s stedfortrædende).
Til sidst vil jeg blot sige tak for nu. Jeg har vist været ~ 15 år på pinden, så nu må andre tage over.

Med venlig hilsen
Lars Quist
Formand

Tilbud fra Asfaltfirma

REGNSKAB

BUDGET

INDKALDELSE